Ombord på Titanic’s jomfrurejse, var der 14 danske registrerede personer, tre personer rejste på anden klasse, ti personer rejste på tredje klasse. Måske lidt overraskede for nogle var der også en dansker, der var blandt den 891 mand store besætning.
Der var flere store agentkontorer, som solgte billetter til Titanic. Disse kontorer lå forskellige steder i Danmark og det største kontor lå i Nyhavn inde i København, lige ved Nyhavnsbroen og Toldbodgade, hvor man i dag sjovt nok kan købe is. Senere rykkede dette kontor tættere op imod Kongens Nytorv, i den bygning vi i dag kender som Ravhuset, Nyhavn nr. 5. Den danske og skandinaviske generalagent hed Joachim Prahl, var agent for White Star Line, Cunard Line, samt de mindre rederier som Anchor Line, Red Star Line, Nelson Line, Orient Line, samt andre rederier. Joachim Prahl, havde også et stort netværk spredt over hele Danmark, disse underagenter havde bl.a. beskæftigelse som købmænd, læderhandlere, malere, fotografer og barberer.
Joachim Prahls, var også særdeles kendt for sine meget farvestrålende brochurer, når han skulle fortælle om rederierne, deres skibe og de muligheder man havde når man skulle rejse over Atlanten.
Der blev ikke solgt billetter til første klasse til Titanic, da markedet i Danmark simpelthen ikke var stor nok til dette.
Her følger en kort beretning og beskrivelse af de 14 danskere der var ombord på RMS Titanic’s jomfrurejse.
Hans Christensen Givard, 30 år, rejste på anden klasse
Hans blev født den lørdag den 29. november 1884 i Kølsen. Han voksede op i et landbrugsmiljø ned til Hjarbæk Fjord, som ligger nord for Viborg og her voksede han op. Han gik i skole i Vorde skole, som lå nogle kilometer fra Kølsen. Han bliver konfirmeret i Vorde Kirke i 1899, og han begyndte at arbejde i landbruget og tog som 20-årig til Nordamerika. Her købte han en farm. Dette gik imidlertid ikke godt, og han pådrog sig uheldigvis en sindssygdom og valgte derfor at rejse tilbage til Danmark i 1910, efter at have været i USA i tre år.
Det med og emigrere sad stadig dybt i ham og da han bliver rask igen, tager han til Buenos Aires i Argentina i august 1911. Hans tager til Esbjerg og tager DFDS damperen, Avon, til Harwich den 15. september 1911.
Hans går ombord på Titanic i Southampton, onsdag den 10. april 1912. Her har han købt en billet til andenklasse. Hans billet nummer er 250646 og han har givet 13£ for billetten. I nutidens mønt svarer det til cirka 1500£.
Han nåede ikke at skrive hjem, så hans forældre kendte ikke til hans skæbne, og at han var ombord på Titanic. Efter sigende kunne Hans ikke bære, at sige farvel til sin mor for anden gang, så han tog afsted uden og sige farvel.
Efter forliset får hans forældre besked om, at han har været ombord på Titanic og Hans’ ejendele bliver sendt hjem til familien. Disse ejendele bestod af et lille sølvlommeur og kompas, en pung med 55 dollars i sedler, og nogle nøgler. Det lille sølvlommeur, er stadig i familiens besiddelse.
Han er begravet på Fairview Kirkegård i Halifax, fredag den 10. Maj 1912, og står opført på Macay Bennets rapport, som lig nr. 305.
Bedemanden har noteret følgende om Hans Christian Givard:
No. 305 – anden klasses passager – Mand – Anslået alder 36 år.
Meget lyst hår og moustache.
Beklædning: Mørkebrunt stribet jakkesæt, Sort Overfrakke, hvid skjorte mærket ”D.M.”, Ingen strømper, en hvid sko og lyserøde underbukser.
Effekter: 55$ i sedler i en lommebog; Nøgler; Sølvlommeur og kompas, 8£ 3.s 6d og udenlandske mønter i en pung.
Martin Ponesell, 24 år, rejste på anden klasse
Martin blev født i 1888. Han er en af de mere ukendte. Måske hed han Martin Poulsen, navnet kan være en stavefejl hos registratoren på White Star Lines billetkontor i Southampton.
Han er opgivet som dansker, men der er tvivlsspørgsmål om han overhovedet kom fra Danmark.
Martin går ombord på Titanic i Southampton, onsdag den 10. April 1912. Her har han købt en billet til anden klasse. Hans billet nummer er 250647 og han har givet 13£ for billetten. I nutidens mønt svarer det til cirka 1500£.
Martin rejser sammen med Hans Christensen Givard, som rejste på anden klasse og Einar Windeløv, som rejste på tredje klasse. De tre står lige efter hinanden på passagerlisten.
Martin omkom og hans lig, hvis det blev fundet, er dette aldrig blevet identificeret, og han kan derfor været begravet til søs.
Ingen familiemedlemmer søgte efter ham efter forliset, som var tilfældet for langt de fleste af de danske passagerers efterladte. Her søgte man erstatning gennem Udenrigsministeriet. I dag findes, der ikke nogen, der bærer efternavnet Ponesell i Danmark og der findes ikke nogen beretninger fra familiemedlemmer der har fortalt om den 25-årige, rejste sammen med de to andre danskere. Martin var i øvrigt uddannet smed. En anden teori kan have været, at han har ville afdække sin identitet med et anderledes navn, eller han ville gøre sit navn mere engelsk venligt og udtale.
Jacob Christian Milling, 48 år, rejste på anden klasse
Niels Rasmus Jensen, 48, rejste på tredje klasse
Karla Christine Jensen, 19 år, rejste på tredje klasse
Svend Lauritz Jensen, 17 år, rejste på tredje klasse
Hans Peder Jensen, 20 år, rejste på tredje klasse
Niels er født den lørdag den 13. februar 1864 i Odense han var tømrer og bosat i Oregon i USA. Han havde været på besøg hos sin brors familie i Eskildstrup på Fyn i ca. ni måneder, efter at have været hjemme fra Danmark, siden 1899. Niels bor hos sin bror Christian Jensen, som er slagtermester. Niels plan er nemlig den at han vil købe en karetmagerforretning for de penge han har tjent i USA. Niels’ planer bliver ikke til noget da hans familie er mere interesseret i at høre om hans ophold i USA, samt at broren låner penge af Niels. Derfor tager Niels den beslutning og bruge de opsparede midler for at rejse tilbage til USA, hvilket han skriver i et brev til sin datter i marts 1912.
Da Niels skulle tilbage til USA, besluttede Hans Christian’s datter Karla født mandag den 13. februar 1893 i Eksildstrup og arbejder som tjenestepige, Hans’ søn Svend født søndag den 22. december 1895 og ikke mindst Karlas forlovede Hans, som er født i 1892 i Særslev, som er ølkusk, at de ville rejse med til USA.
Niels bestiller derfor fire billetter for at komme til USA, og dette skal ske med afrejse den 6. April 1912 fra Esbjerg via Harwich med DFDS damperen. Her vil de fortsætte til London og efterfølgende videre til Southampton.
Alle fire lover de og komme hjem tilbage til Danmark når Karlas forældre om syv år, skal fejre deres sølvbryllup. Billetterne har Niels købt, da han er nevø Svend og til hans niece Karla, samt Karlas forlovede Hans, i alt 28£ og 68 schilling i nutidens mønt svarer det til ca. 3275£.
Hver især har de deres egen billet og Niels Peder Jensen, får billet nummer 350048, Karla Christine Jensen med billet nummer 350046, Svend Lauritz med billet nummer 350047 og til sidst Hans Peder Jensen med billet nummer 350050.
Alle fire går ombord på Titanic onsdag den 10. april 1912 i Southampton fulde af forventning. Selvom at de rejser på tredje klasse er det den ypperste luksus – som Karla beretter ”Der kunne bestemt ikke skabes mere luksus og at vejret var ualmindeligt godt”
Karlas kahyt er placeret bagerst på Titanic hvorimod herrens kahyt er placeret forrest i skibet. Deres kahytter er placeret på enten D eller E-dækket. Karla deler kahyt med tre andre kvinder hvor to af dem er fra Sverige og den sidste er fra England. På tredjeklasse er der regler for at man skal befinde sig i sin kahyt senest kl. 22:00.
Karla Jensen fortæller senere, at hun blev vækket af sammenstødet, men hun lagede sig til og sove igen. Da hun mente, at det ikke kunne være noget, der var alvorligt Først en times tid senere blev hun vækket af sin forlovede. Han spøgte halvt med hende, men hun forstod, at hun skulle skynde sig og gav sig tid til at tage tøj på. hun tog en kjole uden på sin natkjole og derefter en overfrakke på, samt strømper og hjemmesko. Karla Jensen erindrer tydeligt, at da næsten alle redningsbåde var blevet hejst ned fra båddækket i vandet, blev der åbnet op for tredje klasse.
Da hun kom op på båddækket, spøgte hendes farbror Niels og lillebror Svend også med hende selvom de uden tvivl har været bevidst om situations alvor, men de har ikke ville gøre Karla bange. Da hun blev sat i den næstsidste redningsbåd, nr. 16, sagde Niels, at hun jo nok kom et par dage før de andre til New York, samt at hun skulle vente på ham der. Hendes forlovede Hans råbte ned til hende ”Kan du så lade være med at græde, så er du en stor pige”. Det var det sidste hun så og hørte fra ham. Karla tænker også på sine tre veninder i den kahyt hun boede i. Hun så dem aldrig igen og tænker måske det samme var sket for hende, hvis hun ikke var blevet vækket.
Karla husker, at nedfiringen i redningsbåden var ganske forfærdelig og der var mange mennesker i redningsbåden. Hun sidder forrest i redningsbåden og har blikket stift rettet mod Titanic i håb om, at hun kan se sine slægtninge. Hun ser Titanic brække over i et ”fantastisk brag”. Fadervor lyder rundt om i redningsbåden på flere sprog, men da hun er den eneste dansker, kan hun ikke snakke med nogle. Men der var nogle svenskere og nordmænd, som hun forstod lidt af.
Da Karla kom ombord på Carpathia blev hun behandlet med kærlig omsorg og pleje. Karla får også en god modtagelse i New York og bliver indlagt på St. Vincent hospitalet. Hun fejlede ikke noget alvorligt, kun at hun var afkræftet, samt at hun havde en smule forkølelse. Det eneste hun havde med sig, var sin natkjole og den frakke hun havde taget over sig og med bare fødder i sine sutsko. På hospitalet får hun at vide at Niels, Laurits og Peter ikke er blandt de overlevende.
Karla vidste ikke om hun skulle tage videre til Oregon, som var planen. White Star Line ville betale for hendes rejse, men de ville også betale, hvis hun ville tilbage til Danmark. Efter at Karla beretter via et telegram, om hvad der er sket til hjemmet i Ekildstrup, er svaret fra hendes far – ”Kom helst hjem!”.
Hun var oppe hver dag og fik set New York, sammen med en sygeplejerske, bl.a. var hun oppe i en skyskraber på 85 etager. Hun måtte ikke forlade hospitalet alene. Gennem de mange indsamlinger får Karla doneret nyt tøj og 200$ fra Røde Kors, da folk stod i kø for at hjælpe de overlevende.
Efter 14 dage tog hun tilbage til Danmark ledsaget af en dansk sygeplejerske, som var kommet derover for at modtage hende og få hende hjem tilbage til Danmark. Rejsen tilbage til England foregår på White Star Lines skib Adriatic, og med ombord er Bruce Ismay, som jo er direktøren for White Star Line.
Endelig den 14.maj ankommer Karla til Odense med toget fra Esbjerg og her bliver hun modtaget af sine forældre. Flere journalister er mødt op, som hun senere får talt med.
Niels Peder Jensen, Svend Lauritz Jensen og Hans Peder Jensen omkom alle, deres lig er aldrig blevet fundet eller identificeret.
Karla bliver gift i 1914 med Frederik Pedersen, som tidligere var forelsket i Karla før hun valgte og tage til USA. Karla og Frederik og får en søn og to piger. Sammen er de gift i 47 år, da hendes mand Frederik dør i 1961. Sønnen bliver døbt Laurits til minde om hendes forlovede.
Karla Jensen dør fredag den 14. marts 1980, 87 år gammel og hun er begravet på Sønder Nærå Kirkegård på Fyn. Efter eget ønske blev hun begravet i den natkjole hun havde på da Titanic gik ned. Hvert år natten mellem den 14. og 15. april sad hun oppe om natten og havde natkjolen liggende på bordet.
Hun har givet interview til bl.a. Danmarks Radio, Billede Bladet og Ekstra Bladet.
Jennie Hansen, 45 år, rejste på tredje klasse
Claus Peter Hansen, 41 år, rejste på tredje klasse
Henrik Juhl Hansen, 25 år, rejste på tredje klasse
Claus Peter Hansen er født fredag den 13. januar 1871 i Danmark og var en frisør fra Lolland. Han vælger og emigrere til USA bosat sig i Racine Wisconsin, USA i de tidlige 1890’ere her arbejder han, som en barber. Her møder han Jennie Louise Howard, som er født torsdag den 20. december 1866 i Raymond, i Wisconsin. Jennie har igennem længere tid har et dårligt helbred. De bliver gift den 25. juli 1900 i Racine, de får ikke nogen børn.
Claus Peder Hansen solgte sin frisørsalon for at tage hjem til sine forældre, som han ikke havde set i 21 år. Jennie var neget bange og bekymret for rejsen og sagde til sin bror, at hun havde en fornemmelse på, at hun ikke ville komme tilbage i live. Hun fortalte endda til sin bror Thomas, hvordan hendes begravelse skulle foregå, hvis man fandt hendes lig.
Da de skulle hjem fra Lolland, besluttede Henrik Juhl Hansen født fredag den 3. september 1886 i Nysted på Lolland, som var en bror til Claus, at han ville rejse med.
Claus og Jennie køber deres billet hos White Star Lines agent H.C. Hansen i Maribo, Jennies mand Claus ved udmærket godt, at hans hustru ikke er glad for den lange rejse og vil derfor give hende den bedste rejse hjem til USA.
Da de forlader fra Lolland til Esbjerg via Fyn, der efter med en damper over Nordsøen fra Esbjerg til Harwich i England.
Den 10. april 1912 går Jennie Hansen og Claus Peter Hansen med billetnummer 350026, samt Henrik Juul Hansen med billetnummer 350025 ombord på Titanic i Southampton. Billetprisen står i 7£ og 17 schilling, hvilket svarer til ca. 815£ i nutidens mønt. Ombord på Titanic bliver Jennie og Claus adskilt fra Henrik, da de har kahyt i hver deres af skibet. Henriks kahyt er placeret forrest i skibet og Jennie og Claus kahyt er placeret tæt på maskinrummet bagerst på Titanic.
Efter at Titanic kolliderer med isbjerget vågner Jennie med det samme, da maskinerne er standset, Claus mener ikke, at det er alvorligt. Men efter at have kigget ude på gangen og ser at folk løber rundt med redningsveste på og et besætningsmedlem råber at de skal op på promenadedækket, skynder de sig i tøjet. De prøver at finde Henrik og finder ham. Da de er kommet op på dækket, ser de at nødraketter bliver opsendt, så der må være noget grueligt galt.
Claus sætter Jennie i redningsbåd nr. 11 med ordene: ”Jennie du må hellere tage af sted, måske lever en af os længe nok til og fortælle historien derhjemme.”
Jennie var rædselsslagen over redningen og hun sidder stiv af skræk i redningsbåden, hun fortæller, der var tre besætningsmedlemmer i redningsbåden, hvor den ene sidder på skødet af hende. Fra redningsbåden kan Jennie stadig se Claus og Peter stå på dækket og at bandet spillede Nærmere Gud Til Dig.
Redningensbåden var ifølge Jennie allerede overfyldt og folk kæmpede med at komme op i redningsbåden, men de lå i vandet frysende i deres redningsveste. Derfor måtte de ro væk hurtigt, for ikke at kæntre. Da de er roet væk kan Jennie se Titanic langsomt gå ned, og at Titanic brækker over i to dele i ”Det mest forfærdelige syn, jeg nogensinde håber og se”, som hun har udtalt efter katastrofen.
Solopgangen er ufattelig smuk, og endelig ser de Carpathia, som er det første skib, der ankommer tidlig mandag morgen. De ror over til hende imellem store isbjerge, som lå på vandet.
Jennie er stadig sikker på at blive genforenet med sin mand og Henrik i New York, men desværre er de ikke på listen over de reddede. En overgang troede hun på at liget af Henrik var fundet og identificeret, men det er en anden dansker nemlig Henry Damsgaard. Ligene er Claus og Henrik blev ikke fundet, hvis de blev det, er disse aldrig blevet identificeret.
Trods dette er Jennie glad for at være i live og have en familie og komme hjem til, hun bliver indlogeret på et pensionat, som var drevet af en kvindelig velgørenhedskomité, som hed Junior League. Under det ophold får hun et telegram fra sin søster, som spørger om hun kan komme, så vil hun gerne vide det, hvis ikke vil hun gerne komme til New York og møde hende.
Jennie tager til Racine og hun blevet ledsaget af en sygeplejerske indtil Chicago, hvor hun møder sine tre søskende og svoger og sammen tager de toget videre til slut destinationen Racine. På toget bliver hun mødt af to lokale journalister fra Racine Journal News, som hun giver en sønderlemmende kritik af White Star Line og ikke mindst Bruce Ismay, som jo bekendt tog plads i en redningsbåd.
Efter forliset overtog Jennie Claus Peters bo og rejste et monument over ham på den lokale kirkegård i Racine. Jennie blev tre og et halvt år senere gift med postbuddet Elmer Emerson, hun fik aldrig nogen børn. Elmer er 19 år yngre end hende selv, parret er gift i 37 år. Hun var døden nær to gange mere foruden Titanic. Hun arbejdede som kok på Blake Oper House Hotel, der den 27. december 1884 brændte ned til grunden. Jennie undslap, som den sidste, i en elevator mens flammerne omfavnede elevatorskakten. Nogle måneder før havde man fundet hende liggende hjemme i køkkenet bevidstløs af gas.
Jennie modtager efter katastrofen 1000$ i livsforsikring efter Claus Peter samt 800 $ fra bl.a. Røde Kors.
Jennie dør i 1952, 85 år gammel, trods dette bevarede hun kontakten til sin svigerfamilie på Lolland, men dette dør ud da Jennie dør
Henry Damsgaard Hansen, 21 år, rejste på tredje klasse
Henry Damsgaard er født den 22.maj 1891 i København. Hans forældre er fra Jylland og efter farens død, vender de tilbage til Jylland betegnet Lemvig, hvor bedsteforældrene bor, sammen med hans mor. Den unge Henry er ikke videre begejstret for at bo i Lemvig. Dette bliver ikke bedre af at hans storebror Hjalmer, har sendt breve og postkort til familien fra USA, som har fået arbejde i et ingeniørfirma.
Han beslutter sig, at han vil over til sin storebror, men der skal jo penge til. Han får job i en manufakturhandel, som tøjekspedient, hvor han senere også bliver bestyr, da han har flair for tal.
På en måde kan han lægge penge til side og da han går gennem Nyhavn, slår han til, for her ligger Joachims Prahls agentkontor, som reklamerer for Olympic og Titanic, verdens største dampere. Storebroren hjælper også til og på den måde får han råd til billetten.
Henry går ombord på Titanic i Southampton, den 10. april 1912. Her har han købt en billet til tredje klasse. Hans billet nummer er 350059 og han har givet 7£ og 17 schilling for billetten. I nutidens mønt svarer det til cirka til 815£. Der er nu ikke nogen tvivl om, lykken er gjort og så endda på verdens største damper, hvor forplejningen er i top.
Desværre overlever Henry ikke og hans lig bliver fundet af kabelskibet MacKay-Bennet den 24. april 1912, som lig nr. 69.
Bedemanden har noteret følgende om Henry Damsgaard Hansen:
No. 69 – Mand – Anslået alder 24 år, lyst hår, barberet.
Beklædning: Mørkt jakkesæt, sorte støvler og sokker.
Effekter: Sølvur, Kæde med vedhæng, en tom pung, Cigaretetui, Lommebog med billetter, check på 12 dollars, 9 dollars og 10 kroner i kontanter.
Desværre er liget af Henry, så medtaget, at han begraves til søs.
Henrys mor er i København på besøg og da hun ser forsiderne på aviserne, at Titanic er gået ned, besvimer hun. I forbindelse med at Henrys navn bliver offentlig gjort på tabslisterne hjælper hendes ældste søn Hjalmar hende med og søge erstatning. Her modtager hun 20£ fra The Daily Telegraph Fund og i januar 1913 modtager hun yderligere 50 £ fra The Manson House Fund.
Senere samme år rejser moderen, Ane Christine Hansen, til USA over til sin ældste søn Hjalmer. Dette bliver ikke den store succes og de vender begge tilbage til Lemvig og får sig begge en ny tilværelse dér.
Einer Windeløw, 21 år, rejste på tredje klasse
Einer Windløw er født mandag den 29. december 1890 i Odsherred i Nykøbing Sjælland.
Han var gennem årene tynget over, at en kæreste ikke ville have ham, og at hans far desværre måtte sælge familiens livsværk Windeløws Hotel, for nu kun og drive restaurationen.
Nu ville Einer gerne væk og køber derfor en billet til Sydamerika, da han ger vil til Argentina, hans venner har nemlig snakket om Argentina, som mulighedernes land. Derfor tager Einer til Esbjerg for at gå ombord på DFDS-damperen Avon den 15. september 1911, som sejler til Southampton via Harwich. Ombord møder han en anden dansker som hedder Hans Christensen Givard, som også skal til Argentina. Begge ankommer de til Buenos Aires og de tager videre til ”danskertrekanten” Tandil, som ligger længere sydpå. Her får de begge arbejde og får arbejde indenfor landbruget.
Dog drømmer Einer om og komme til Nordamerika og ønsker ikke og komme tilbage, samtidig har de begge mødt en anden dansker nemlig Martin Ponesell, som er smed.
Alle tre vælger de og forlade Buenos Aires og går ombord på damperen Aragon i Marts 1912, som sejler dem tilbage til Southampton. Ombord hører de om det nye Titanic og hvorfor ikke komme videre til Nordamerika med stil.
Einer og de to andre ankommer til Southampton den 6. april 1912 og de køber derfor en billet. Einer vælger og købe en billigere billet til tredje klasse, da faciliteterne ombord på Titanic svarer til en anden klasses kahyt på andre dampere Avon og Aragon.
Einer går ombord på Titanic onsdag den 10. april 1912. Han har købt en billet til tredje klasse og kahytten er beliggende forrest i skibet. Hans billet nummer er 3101317 og han har givet 7£ og 5 schilling for billetten. I nutidens mønt svarer det til cirka til 818£.
Han har uden tvivl haft det godt ombord, og da hans kahyt var liggende forrest i skibet, var han også de første til og mærke til sammenstødet med isbjerget. Om han nåede op på båddækket for at få plads i en redningsbåd, vides ikke.
Desværre overlever Einer ikke og hans lig, hvis det blev fundet, er dette aldrig blevet identificeret.
Charles Valdemar Jensen, 24 år, anden klasses tjener
Charles Valdemar Jensen er født den 27. december i 1887 i København. Charles har boet flere steder i København bl.a. I Vingårdsstræde, Esromgade, Herluf Trollesgade, i alt 19 forskellige adresser på 11 år på i indre by (København) samt på Vesterbro og Nørrebro.
Charles forlader Danmark for så som mange andre og prøve lykken i udlandet. Hjemme befinder hans mor og sine søskende sig i København. Han vælger og rejse til England, da han gerne vil stå til søs, som tjener. Her har han været ombord på flere skibe, og han har netop været ombord på Atrato, som sejlede fra London til Maderia via Marokko og De Kanariske Øer.
Tilbage er han i London og tager derfor videre til Southampton, da han vil prøve og se om han kan komme ombord på Titanic, som steward. Han får plads på et pensionat, som er beliggende på 17 Morris Road i Southampton.
Lykken er gjort, da han bliver hyret til og arbejde ombord på Titanic, som steward på anden klasse. Han har sin referencer med via den søfartsbog han er i besiddelse af, som hedder Continuous Discharge Certifikat. Her er der rosende ord fra flere af de skibe han har været på.
Han skriver under på kontrakten, den 4. april 1912, og han tjener 3£ og 15 shilling og hertil kommer drikkepenge oven i.
Charles er hermed det eneste danske besætningsmedlem ud ad den 891 mand store besætning. Han var tilmed det eneste besætningsmedlem, som kom fra Skandinavien.
Desværre omkommer Charles og hans lig, hvis det blev fundet, er dette aldrig blevet identificeret.
Da vandet lukker sig om Titanic’s ror stopper udbetaling af lønnen også for alle i besætningen. Da Maren Jensen, Charles mor, modtager nyheden om hans søns død, søger hun, som alle andre om erstatning gennem Udenrigsministeriet.
Fra private fonde modtager hun 20£ fra The Mansion House og senere yderligere 60£ og igen 80£ i kompensation. Senere får hun også tilkendt 473£ fra Det danske Generalkonsulat i London.
Charles Valdemar Jensens navn figurer på besætningslisten i det engelske søforhør, samt på listen over The Titanic Distress Fund er hans navn ligeledes noteret med at han mor fik udbetalt 60£ gennem Udenrigsministeriet.
Marius Petersen, 24 år, rejste på tredje klasse
Marius Petersen er født tirsdag den 19. juli 1887, fra Nysted tæt på Maribo på Lolland. Han arbejder, som mælkemand og kører ud med mælk senere bliver han mejerist i 1906. Som så mange andre vil han prøve lykken i udlandet og han emigrerer derfor til England i 1911 og hans adresse er ifølge White Star Line 73, West End Road, Southall Middlesex.
Hvis man ser på de offentlige lister over folk der går ombord på Titanic, kan man se, at Marius går ombord på Titanic onsdag den 10. april 1912 i Southampton. Her har han købt en billet til tredje klasse. Hans billet nummer er 342441, og han har betalt 8£ og 1 schilling for billetten. Marius omkommer og hans lig, hvis det blev fundet, er dette aldrig blevet identificeret.
Men virkeligheden er bare en anden. I sidste øjeblik vælger han at annullere sin billet, og får 80 % af denne refunderet. Han rejser tilbage til Danmark og er hjemme i kort tid og vælger så igen og tage af sted. Men denne gang sker det fra København hvor han sejler med DFDS damperen direkte til New York, hvor han ankommer den 15. Maj 1912, altså præcis en måned efter, at Titanic er gået ned. Derfra tager han videre til Minnesota, hvor han bliver forenet med sin lillebror.
En anden grund til at han ikke er ombord på Titanic er, at hans familie ikke søger om erstatning gennem Udenrigsministeriet, da de godt er klar over, at han ikke er ombord på Titanic.
Tilmed kan man på boardinglisten se at der er en prik ud fra Marius Petersens navn, andre passagerer der ikke er gået ombord, har et ”flueben” ud fra deres navne og andre der man ved sikkerhed er gået ombord, er ikke blevet krydset af. Så i kraft af, at det ud fra Marius navn er en prik, kan det tolkes, at der har været nogle uoverensstemmelser over hans billet. Men sikkert er det, at han ikke har været ombord på Titanic.