Efter vandet lukkede sig om Titanic ligner overfladen mere eller mindre om en slagmark, ligesom efter et krigsslag. 1500 mennesker ligger i vandet mellem vraggods, der kommer farende op til overfladen. Mange af dem er stadig i live inden de vil fryse ihjel i det minus to grader iskolde vand. De to timer og fyrre minutters drama, der har udspillet sig ombord på Titanic, har været et helvede på jord. Det meste er overstået nu, men bestemt ikke det værste. Lige sidder over 700 mennesker i deres små redningsbåde spredt rundt på Atlanterhavet alt for langt væk og fryser, mange har ikke fået meget tøj på og kulden er ulidelig.
De tør ikke og ro tilbage og samle flere mennesker op, i frygt for at bådene skal kæntre når paniske mennsker vil prøve og komme ombord i en redningsbåd eller og at de skal blive trukket ned efter et sug, som kan op stå når et skib går ned. Men der opstår imidlertid ikke noget sug.
Skrigene eller som en beskriver det, ”Helvedskoret” omkring dem er forfærdelig, disse skrig brød igennem den ellers så rolige og klare nat. Andre beskriver skrigene som en lang klagesang andre som en lang sirene.
Antallet af overlevende i vandet forsvinder for hvert minut der gik. Der er flere, der svømmede mod de tætteste redningsbåde, som var de to sammenklappelige Engelhardt redningsbåde A og B. Hvor B-båden ligger med kølen i vejret.
Carpathia haster afsted for fuld damp
Mens dramaet fortsætter på vragstedet, hvor Titanic er gået ned, er et drama ved at udspille sig på den lille Cunard liner Carpathia, der er på vej for fuld damp mod katastrofeområdet. Kaptajn Arthur Roston, som har kommandoen ombord, har øjeblikkeligt ændret kurs. Hun var ellers på vej fra New York og på vej mod Fiume (nu Rijekai i Kroatien) i Middelhavet med 750 passagerer ombord, som nu ligger i deres køjer og sover trykt ganske uvidende om det der nu skulle til at ske. Men nogle passagerer er vågnet op, da der er unormalt aktivitet rundt om på skibet midt om natten, hvor der plejer og så stille.som
Roston er udmærket klar over, at der lå et meget stort isfelt foran ham, men med ekstrem stor risiko, tog han chancen og sejlede for fuld kraft mod stedet, hvor Titanic havde opgivet sin sidste position. Han har selvfølgelig taget alle sine forholdsregler, med to ekstra udkigsmænd i stævnen for at se efter is og gav ordre til sin 2. styrmand James Gordon Partridge Bisset til og stå ved styrbordsside af brovingen for at holde vagt. Roston kunne ikke gøre andet end at vente. Han er 43 år gammel og havde været på søen i 27 år, og havde blandt andet gjort tjeneste på Lusitania, som chefs officer. Da han modtog beskeden om Titanic fra telegrafisten Harold Cottam handlede han på sit instinkt og satte kursen direkte mod det nødstedte skib.
Under dæk på Carpathia er der ekstra travlhed. Stewarderne er gået i gang med at klargøre skibet til de nye ekstra passagerer, der om få timer ville komme ombord.
Chefstewarden som stod for varm suppe og kaffe. På korridorerne på Carpathia’s dæk havde stod der vagter og havde fået til opgave, at berolige Carpathia’s passagerer når de vågnede og for at holde dem væk fra båddækket.
Forberedelserne til at få de overlevende ombord gik ud på at gøre liner, stoleslynger og stiger klar. Derudover blev askesække forberedt til at hejse børn fra redningsbådene op til dækket. Carpathia havde overgået sig selv, hun nåede op på 17,5 knob, hvor hun normalt kun havde en marchhastighed på 14 knob. Det var som alle havde fået en skovl i hånden, endda frivagten tumlede ud fra deres køjer, kom styrtende for at hjælpe med. Enkelte klædte sig dårligt nok på!
Det eneste Roston vidste var Titanic’s sidste position, men derudover vidste han intet. Carpathia var stadig over 40 sømil væk fra Titanic og de sidste meddelelser havde ikke lydt så godt. ”Maskinerne er ved og blive oversvømmet”
Den sidste besked Carpathia får fra Titanic er kl. 01:45 som lyder på følgende måde:
”Kom så hurtigt, som muligt gamle ven. Maskinrummet er oversvømmet til op over kedlerne”
Først 40 minutter efter at vandet havde lukket sig omkring Titanic begyndte, ”Helvedskoret” at dø hen og de 20 små redningsbåde lå spredt rundt den kolde nat. Der var efterhånden blevet organiseret en struktur mellem de overlevende for at prøve, at holde bådene samlet og for at gøre det rigtige, blev hver båd eller bådgruppe kommanderet af et besætningsmedlem.
Kun en redningsbåd ror tilbage for at bjærge fire mennesker, men den ene dør hurtigt af udmattelse, og bliver begravet til søs.
I Engelhardt redningsbåden (B), som ligger med kølen i vejret var bl.a. anden styrmand Charles Lightoller og telegrafist Harold Bride. Lightoller fik her at vide, at skibene der var på vej imod dem, var de to White Star Linere Olympic og Baltic samt naturligvis Carpathia. Snart herefter begyndte de at se lys efter damperne, men kun for at blive snydt et utal af gange, hvor lyset stammede fra en lygte fra en af de andre redningsbåde.
Endelig omkring kl. 03:30 kunne et tydeligt lys ses ude i horisonten, der lød et brag og kort efter forsvandt lyset. Mange troede ikke på håbet om et skib og et forslag lød på, at det nok var et stjerneskud.
Carpathia ankommer til katastrofestedet
Samtidig med at redningsbådene flød omkring i mørket, var Carpathia som sagt på vej imod dem. Omkring kl. 02:30 ser udkiggeren på Carpathia et grønligt lys langt fra skibet på bagbordsside, det samme gør Roston og de tror, at det er lys fra Titanic, da han ved en fejl troede at Titanic stadig flød. Men kort efter forsvandt lyset. For hvert kvarter skød han raketter op i luften, men for længere tid der gik uden han kunne se det nødstedte skib, jo mere forsvandt hans håb, jo tættere de kom på Titanic’s sidste opgivet position
Carpathia standser sine maskiner og driver roligt rundt og pludselig kort tid efter kommer der en redningsbåd til syne kl. 04.00. Det er redningsbåd nr. 2 under ledelse af 4. styrmand Joseph Boxhall, som langsomt ror mod redningsskibet, som kunne ses mod øst i den lyse glød af daggry. Stjernerne på himlen flød langsomt ud, som solen blev tydeligere og profilen af Carpathia kunne skimtes. For mange så hun meget lille ud i forhold til den gigant, de indtil for få timer siden havde været ombord på, men lige nu kunne den sagtens bruges. Boxhall er det første besætningsmedlem, der går ombord på Carpathia og møder Kaptajn Roston. Roston spørger Boxhall, som rystede af kulde om Titanic var sunket?. ”Ja” svarede Boxhall med en hæs stemme – ”Hun gik ned omkring kl. 02:30”.
I løbet af de næste timer kommer redningsbådene stille og roligt hen til Carpathia og folk kommer ombord. Nogle af redningsbådene kommer ikke ombord men 13 ud af i alt 20 bliver hejst ombord på Carpathia. Passagerer klatrer i rebstiger op ad skibssiden, hvor de endelig på får fast dæk under fødderne. Under evakueringen kan man nu se flere meget store isbjerge i det store isfelt der strakte sig så langt øjet kunne se. Det var der isfelt Titanic havde modtaget advarsler om.
Den sidste redningsbåd som kommer ombord på Carpathia er redningsbåd, nr. 12, under ledelse af anden styrmand Charles Lightoller. Han er den sidste person der går ombord.
Carpathia kunne ikke komme nærmere båden pga. den store mængde redningsbåde, der allerede lå langs skibet. Da redningsbåd nr. 12 nærmer sig skibet slog en bølge og dernæst en mere over skibets stævn. I et øjeblik så det ud til at den ville kæntre, men den kom straks i læ af skibet. På det tidspunkt var havet blevet mere uroligt. Klokken er nu halv ni om morgen, mandag den 15. april 1912. Selv da alle redningsbådene var blevet hejst op blev passagererne både Carpathia’s og de overlevende ved med og skue ud over havet for måske, at få øje på flere ude i vandet.
De fleste var koner til de mænd, der blev tilbage ombord på Titanic. Men deres håb forsvandt hurtigt og da Carpathia’s maskiner igen begyndte at snurre. Nu blev konerne, der nu var blevet enker ledt indenfor i varmen. Klokken var nu 08:50 og kaptajn Roston satte nu kursen mod New York. Det skal siges at Roston havde spekuleret i hvor han skulle landsætte sine 705 uventede gæster. Halifax var den nærmeste havn, men der var is hele vejen derop. Azorerne ville være det bedste for Carpathia’s program, men han havde hverken mad eller linned nok med til sådan en tur. New York ville være det bedste for de overlevende, men også det dyreste for Cunard Line. Roston gik derfor ned til skibslægens kahyt, hvor Dr. McGhee var ved at undersøge en dybt rystet Bruce Ismay. Ismay udtalte, at alt hvad Roston ville var han indforstået med. Roston bestemte sig, derfor og vende stævnen mod New York.
Pludselig bryder Titanic’s søsterskib ind og spørger hvorfor ikke overflytte de overlevende fra Titanic til Olympic?. Roston synes, at det var en uhyggelig tanke, han ville ikke udsætte de overlevende for endnu en overførelse til søs og desuden ville synet af Olympic virke, som et forfærdeligt genfærd. Men for at være helt sikker gik han igen ned til Mc. Ghees kahyt og drøftede det med Ismay. Ismay gøs ved tanken.
Undervejs blev der afholdt to gudstjenester. Den ene var en takkelse for de 705 mennesker der havde overlevet katastrofen og den anden var en mindegudstjeneste for de 1496 mennesker, der var omkommet i verdenshistoriens værste skibskatastrofe i fredstid.
Roston var også den eneste der var i stand til at se efter om der var flere lig, der lå synligt i vandet. De andre passagerer var også alt for påvirket af det, de lige havde været igennem. Det eneste man fandt, var noget drivgods og et enkelt lig.
Omkring en time tidligere havde Leyland lineren Californian, der senere skulle få en meget kritisk rolle i søforhørene og i den offentlige mening var nu ankommet og lå nu ved siden af Carpathia. Efter kort tid satte Carpathia kursen mod New York med de overlevende ombord.
Kaptajn Roston ville til det sidste sikre sig, at der ikke var mere han kunne udrette inden afgangen til New York. Herefter overtog Californian opgaven med at undersøge området, men da var det for længst for sent. Næsten med det samme efter Carpathia’s afgang så Roston det gigantiske isfelt, der strakte sig så langt øjet rakte.
Det var netop det isfelt Titanic var blevet advaret om, da Phillips havde afbrudt forbindelsen med Californian, hvilket betød, at ismeldningen aldrig nåede broen.
Sandheden går op for offentligheden
I mellemtiden havde nyheden om Titanic’s forlis nået til New York og White Star Lines kontor på Manhattan. White Star Lines vicedirektør Phillip A.S Franklin blev vækket kl. 01:40 om morgenen af en journalist, der kunne oplyse at Titanic havde sendt nødsignaler og var i færd med og synke. Franklin var forfærdet og spurgte hvor sådan en nyhed var kommet fra. Journalisten kunne svare at den var kommet via damperen Virginian via Montreal oppe i Canada. Franklin ringer straks til White Star Line dokken i New York, men de der var på vagt, vidste ikke mere end, hvad journalisterne havde sagt. De første meldinger lød alle på at alle var reddet og at Titanic var ved og blive bugseret i havn op til Halifax. Men dette var desværre en fejlagtig konklusion, da to telegrammer uheldigvis var blevet blandet sammen. Kort tid efter går sandheden op for folk, og den største maritime skibskatastrofe i historien er nu en kendsgerning.
Først den 18. april anløber ”helteskibet” Carpathia til New York, hvor mere end 10.000 mennesker overværer ankomsten. De redningsbåde, som Carpathia havde med fra Titanic blev fragtet over til White Star Line dokken Pier 59. Her bliver disse redningsbåde senere plyndret fra alt hvad der kan der tages. F.eks. de navneskilte med ”Titanic”, hjemstavnshavn ”Liverpool” og det runde skilt med antal passagerer og størrelse på redningsbåden samt de karakteristiske White Star Line vimpler, bliver skruet af souvenirjægere og samlere. Disse vimpler og skilte var lavet i messing. Nogle af disse skilte er senere blevet solgt videre og kan nu ses på udstillinger rundt om i verden. Efter at redningsbådene er blevet hejst ned og leveret fortsætter Carpathia videre til Cunard dokken, som er Pier 54, hvor de overlevende endelig kan få fast grund under fødderne. Nogle bliver hentet af slægtninge, mens andre bliver ført til omkringliggende hospitaler. Men fæles for mange er at de bliver mødt af snesevis af journalister, der kæmper for, ar få en god historie.
Allerede dagen efter begynder søforhørene i New York på det berømte Waldorf-Astoria Hotel, hvor første mand i vidneskranken er Bruce Ismay.
I dagene frem til den 22. april har skibe bjærget i alt 325 lig. Senere modtager besætningen på Carpathia hæder, ære og en medalje fra den handlekraftige millionøse fra Denver Mrs. Molly Brown, der var med til at organiserer damerne i redningsbåd nr.6.