Hvem blev reddet i Titanic’s redningsbåde ?

Redningsmateriellet og redningsbådene ombord på Titanic

Titanic sejlede under håbløst forældede sikkerhedskrav fra 1894, som var dikteret af The Board of Trade, svarende til det, vi i Danmark kender som Søfartsstyrelsen.

Board of Trades regler krævede, at et skib på 10.000 bruttoregistertons eller mere skulle have 16 redningsbåde ombord, og at de skulle hænge i davider (ophæng til redningsbåde). Det højeste krav var plads til 962 mennesker i redningsbådene. Da Titanic havde en tonnage på 46.328 bruttoregistertons og var godkendt til at medtage 3.511 personer, var der jo et problem. White Star Line valgte at have redningsbåde til 1.178 personer – selv om det betød, at 2.333 personer ved en fuldt booket overfart ikke ville få plads i en redningsbåd.

Titanic havde følgende redningsudstyr:

Der var 48 redningskranse, placeret rundt om på skibet.

Der var redningsveste af den nyeste type. Der var 3.560 af dem, og de var placeret i kahytterne på 1., 2. og 3. klasse.

Der var 20 redningsbåde ombord, fordelt på tre typer: store træbåde, kuttere og sammenklappelige Engelhardt-både. Her er de tre typer og deres udstyr.

Der var 14 store træredningsbåde, og de var placeret på båddækket. De var 9,1 meter lange, 2,8 meter brede og 1,2 meter dybe, og der var plads til 65 personer i hver. De var konstrueret af elm og bøg. De var forsynet med et cover, og der var et lille anker i hver båd. Derudover havde de en kompasholder og naturligvis et kompas, som indtil brug lå i et aflåst skab på båddækket. Bådene havde vandtønde, krus og selvfølgelig årer. Disse redningsbåde var nummereret 3, 5, 7, 9, 11, 13 og 15 i styrbords side og 4, 6, 8, 10, 12, 14 og 16 i bagbords side.

Kutterne var en mindre udgave af de store træredningsbåde. Der var to af dem, og de var placeret lige agten for kommandobroen. De var 7,6 meter lange, 2,2 meter brede og 0,9 meter dybe, og der var plads til 40 personer i hver. De var også konstrueret af elm og bøg og havde samme udstyr som de store redningsbåde. Nr. 1 var i styrbords side og nr. 2 i bagbords side.

De sammenklappelige redningsbåde var af typen Engelhardt, konstrueret af den danske kaptajn Valdemar Engelhardt. Der var fire af dem: A og B stod på taget af officersboligerne lige bag kommandobroen, mens C og D stod på båddækket ved siden af kutterne (nr. 1 og 2). Hver havde plads til 47 personer. De havde en træbund og sammenklappelige sejldugssider, som kunne slås op, når de skulle bruges. På den måde fyldte de mindre, når de ikke var i brug. De var 8,3 meter lange, 2,4 meter brede og 0,9 meter dybe med siderne slået op. De var mærket med bogstaver: A og C i styrbords side, B og D i bagbords side.

De 16 redningsbåde inklusive kutterne hang i davider, et ophæng til at sænke redningsbådene ned langs skibssiden. Daviderne var af typen Welin kvadrantdavider, som kunne svinges 90 grader. De var konstrueret af den svenske skibsingeniør Axel Welin, og hvert par kunne håndtere flere både, så skibet i princippet kunne have haft op til 64 redningsbåde.

Alle redningsbåde skulle sænkes med tove og håndsving, og det hele foregik manuelt.

Af de oprindelige planer fremgik det faktisk, at der skulle have været flere redningsbåde ombord. I Thomas Andrews’ håndskrevne notesbog om Olympic og Titanic var disse både blevet streget ud, så kun 16 redningsbåde var tilbage. Under designet af Olympic og Titanic havde Alexander Carlisle fra Harland & Wolff foreslået 48 redningsbåde for at dække behovet i et eventuelt nødstilfælde. Hvorfor man skar ned, kan man kun gisne om. Men White Star Line havde ingen interesse i, at båddækket blev fyldt op med redningsbåde. For det første så det ikke pænt ud, og passagererne ville få mindre plads til at spadsere og ligge i liggestolene på båddækket. For det andet var det ikke nødvendigt, for som tidligere nævnt skulle der være 16 redningsbåde ombord, og nu var der 20 – altså flere end reglementet foreskrev. En tredje grund kunne være, at rederiet anså risikoen for en stor ulykke for minimal og derfor var villig til at risikere, at antallet var for lavt. I de foregående 20 år var der med op imod 30.000 overfarter kun omkommet 150 personer i ulykker til søs. Så hvorfor skulle det gå anderledes med verdens mest sikre skibe?