Titanics Sidste Dag
Den gribende beretning om Titanics sidste dag
Søndag morgen tidligt den 14. april 1912. Titanic’s trådløse telegraf har været brudt ned siden sent lørdag aften den 13. april. Jack Phillips og Harold Bride har arbejdet hårdt på og få den lavet så kommunikationen kan genoprettes, så den kan komme op og køre igen og blive fuld funktionsdygtig. Endelig Kl. 05:00 om morgen den 14. april lykkes det og opgaven er fuldført og den trådløse telegraf er nu endelig oppe og køre igen.
Langsomt begynder de dagligdags rutiner, så som, at morgenmaden indtages ombord.
Da det er søndag, bliver der afholdt en gudstjeneste kl. 10.30, under ledelse af Kaptajn Edward John Smith i 1. klasses spisesalon, og han står også for selve prædiken. Flere officer, Bruce Ismay og flere af 1. klasses passagerne deltager. Gudstjenesten afsluttes med salmen ‘O God, Our Help In Ages Past’ – Denne er bedre kendt som ‘Eternal Father Strong To Save’. Andre gudstjenester afholdes på både 2. og 3. klasse. På 2. klasses holdes den af Purser Reginald Barker, og Thomas Byles afholder en katolsk messe i 2. klasses lounge. Senere afholder han også en for 3. klasse.
Netop Kaptajn E. J. Smith, var den mest berømte og bedst betalte af alle kaptajner på Atlanten. I en alder af 62 år, ville han trække sig tilbage, efter han havde ført Titanic sikker til New York. Han blev kaldt Millionærens Kaptajn, blandt den engelske overklasse. Man anså ham, som den fødte leder, han udstrålede en beroligende kombination af myndighed, tillid og han havde en god humor. Han bliver senere forfremmet til Kommandør, så nu kunne han underskrive sit navn som Kommandør Edward John Smith, RD, RNR. RD stod for Reserve Decoration og RNR for Royal Naval Reserve.
I 1906, da han skulle føre White Star Line’s nye liner Adriatic over Atlanten på sin Jomfrurejse, blev han spurgt af en Journalist om han troede, at Adriatic kunne synke?. Hvorpå han svarede: “Jeg kan ikke forstille mig nogen omstændighed, der ville få et skib til og synke. Jeg kan ikke forstille mig, at der skulle ske dette skib nogen virkelig katastrofe. Moderne skibsbygning er nået så langt til, at sådan noget kan ske”.
Nu stod han og havde kommandoen over Titanic, som var ca. dobbelt så stort. Men derimod var det heller ikke sagt, at E. J. Smith ikke var bevist om faren på Atlanten. Inden Titanic’s jomfrurejse beskrev han udfordringerne på Atlanten. “Vi tager os overhovedet ikke af storme og bølger i disse kæmpeskibe. Det er tåge vi er bange for isbjerge, der driver ind i varmere farvande, de smelter meget mere over overfladen end under, og nogle gange strækker isflagerne sig flere hundrede meter under vandet. Hvis nogen af disse skulle ramme skibet, ville halvdelen af hendes bund måske blive revet af”.
I løbet af dagen modtager Titanic adskillelige advarsler om is og isbjerge fra forskellige dampere, som er Caronia, Noordam, Baltic, SS America og California. Den første løber allerede ind kl. 9:12 fra Cunard Lineren Caronia. Man har fyret op i nogle flere kedler i kedelrum nummer 2, og koblet dem til maskineriet, således, at det er kun kedlerne i kedelrum nr. 1, der endnu ikke er opstartet og fyret op endnu. Dette er meningen, at de optændes tidligt mandag morgen den 15. april.
Dette er sidste gang, at RMS Titanic ser dagens lys, og hun sejler ind i den smukkeste solnedgang ….
Om 12 timer er der meget der er anderledes.
Om aftenen er der middag i 1. klasses hovedrestaurant her deltager kaptajn E. J. Smith i et middagsselskab. Dette er en form for gallamiddag, og på 2. og 3. klasse bliver måltiderne også indtaget. Efter middagen trækker herrerene på specielt på 1. klasse sig tilbage og går op i 1. klasses rygesalon hvor brandy og cigarer bliver indtaget , sammen med kortspil eller hvis der er nogle forretningsforbindelser, der skal plejes.
Omkring ved 21-tiden er Smith tilbage på kommandobroen. Her møder han Lightoller, de to får en snak om vejforholdene. Temperaturen er igennem aften faldet drastisk fra 6°C til 0°C på bare to timer. Samtidig er Atlanterhavet så roligt, lige som en mølledam. Hvilket kan får betydning for udkikkerne, oppe i den forreste mast. De kan få svært ved og spotte isbjerge, når der ingen bølger er og der vil derfor ikke være skumsprøjt omkring isbjergenes base.
Overlevne siger senere, at de aldrig har oplevet Atlanterhavet være så roligt, som den aften. Der er heller ikke nogen måne, og det er tilmed stjerneklart. Hvilket gør det endnu sværere for udkikkerne. Smith returnerer til sin kahyt. Klokken 22:00 ankommer William Murdock til broen, der er hermed vagtskifte. Samtidig er der også vagtskifte i udkikstønden og Frederick Fleet og Reginal Lee overtager hermed vagten som varer to timer. De er udmærket klar over forholdene og er godt klædt på, da det er forfærdeligt koldt. Temperaturen er nu nede på -1°C.
Ombord på Titanic er de sidste rutiner i gang. Tjenerne i restauranterne er ved og dække op til mandagens morgenmad, passagerer er ved og gå til ro, men der er stadig aktivitet oppe i rygesalonen på 1. Klasse. Snart kan morgenholdet nede i kabyssen starte med og lave nybagt brød og hvad der ellers høre til således, at der er frisk nybagt morgenbrød mandag morgen.
Oppe i Marconirummet sidder Jack Phillips bøjet over sin telegrafistnøgle og sender meddelelser rundt, da Titanic nu er i kommunikation med Cape Race, som er en telegrafist station på New Foundland. Denne kan videre sende Phillips meddelelser, så de kan nå frem til deres modtagere, da det er meget moderne og sende personlige hilsner via den trådløse telegraf ude fra Atlanterhavet.
Relativt tæt på, er den lille damper California stoppet pga et større is felt, som består af drivis og isbjerge. Telegrafisten Cyril Evans sender en is advarsel ud til alle skibe i nærheden – ”Vi er stoppet og omringet pga. et stort is felt og store isbjerge”. Men signalet er så kraftigt, at denne meddelelse er ved og sprænge trommehinderne på Jack Phillips ører og han morser tilbage ”Hold kæft, hold kæft, jeg er ved og kommunikere med Cape Race”. Ovenpå den behandling beslutter Cyril Evans og lukke sin radio ned, ovenpå en lang og travl dag, selv telegrafister har brug for søvn, og der er ingen regler for, at telegrafen skal være døgnbemandet i 24 timer Denne advarsel bliver ikke videre givet til kommandobroen eller kaptajn Smith.
Alt dette er de to udkikkere Fleet og Lee lykkelige udvidende om oppe i udkigstønden, de glæder sig bare til, at vagten snart er slut om små 20 minutter, så de kan komme ned i kabyssen og få noget varmt og drikke.
Katastrofen indtræffer
Klokken er nu 23:39. Pludselig opdager Frederick Fleet noget der er mørkere end mørket ca. 450 meter fra skibets stævn. Han er absolut ikke et sekund i tvivl om hvad det er og ringer 3 gange med klokken – griber telefonen, som jo er installeret i masten og kontakter broen.
6. Styrmand James Moody, der havde vagten sammen med 1. Styrmand William Murdock tager roligt telefonen og spørger roligt “Hvad har du fået øje på”. “Isbjerg ret for” !!! Råber Fleet. Titanic’s styrmænd var erfarne folk, og da Moody gentager meldingen springer Murdock over maskintelegraferne hvor han beordrede STOP og derefter TILBAGE, samtidig gav han rorgængeren Robert Hitchens ordre til og lægge roret styrbord helt over for at dreje skibet væk fra isbjerget.
Styrbord helt over ville i modsætning til vore dage få skibet til og dreje til bagbord. Ordren stammer fra de gamle styre systemer på de gamle træskibe. Titanic’s hastighed er på dette tidspunkt 22 knob. I mens kommer isbjerget tættere på og folkene på broen og i udkigstønden må bare stå til og se mens isbjerget kommer tættere og tættere på. De har gjort hvad de kunne og nu er det kun og vente på, at Titanic stævn forhåbentlig snart begynder og svaje for at undgå en katastrofe. Endelig ændrer Titanic kurs og begynder langsomt og svaje til styrbord.
Desværre er dette for sent og Titanic kolliderer med isbjerget kl. 23:40 (dansk tid kl. 04:38, mandag den 15. April 1912). Isbjerget rammer Titanic 3 meter over kølen i en ca. 90 meter lang “flænge” som består af rifter, buler, nitter, som bliver flået op og plader der bliver trykket ind. Skaden opdages selvfølelig i første omgang af skibets personale, som blandt andet er skibets fyrbødere i det forreste kedelrum. Lige efter kollisionen kommer kaptajn Smith på broen og spørger Murdoch om hvad der er sket, da hans kahyt ligger lige bag kommandobroen. “Et isbjerg Sir”, siger Murdock. Smith befaler de vandtætte døre lukket, men det var de allerede blevet af Murdock. Smith og Murdock går ud på styrbords vinge for at se om de kan spotte isbjerget, hvilket de ikke kan. I mens er 4 styrmand Boxhall sendt ned i bunden af skibet for, at han kan lokalisere skaderne. Trods dette beordrer Smith, at genoptage at sejle videre på trods af, at man er stoppet. Men kun for halv kraft. Hvorfor denne beslutning må står hen i det uvisse. Kort tid efter vælger Smith og stoppe maskinerne helt og maskintelegraferne bliver sat på stop.
På det tidspunkt er der mange passager, der er gået i seng og sover eller er ved og klæde sig af efter en god aften ombord med mad, musik og dans. Som tidligere nævnt er tjenere ved at dække op til morgenbordet på 1. klasse, og de hører at servicet skramler på bordene.
Passagerne får hurtigt at vide, at Titanic har ramt et isbjerg og nogle passagerer går ud på dækket for at se om de kan se det. Her opdager de i stedet, at der er store isklumper på dækket. Nogle er på størrelse med en fodbold og passagerne begynder i kådhed og spille fodbold med dem. Der udveksles spørgefulde bemærkninger om at kaptajnen ikke vil sejle videre fordi isbjerget har skrabet noget maling af og han vil først sejle videre, når der er smurt noget nyt på.
Steward James Johnson mente, at det kunne være et tabt skrueblad og dette ville øjeblikkelig betyde en tur tilbage til Belfast. Dette var nemlig noget han havde oplevet før og kan kunne genkende lyden. Andre er blevet vækket af at Titanic er stoppet og den rolige rumlen og vuggen fra maskinerne er stoppet. Trods det er der kun meget få ombord, der kender situationens alvor og det drejer sig i første omgang personalet i bunden af skibet.
Resten ombord ved endnu ikke, at for størstedelen af de ombordværende på dette tidspunkt vil deres liv ændre sig fuldstændigt, og det bliver en kamp på liv og død.
Kl. 23:55 står fyrbøderne i vand til midt på livet. Regnet fra boven, er det, det forreste af det 5 vandtætte rum, som isbjerget har skadet. I postkontoret kæmper personalet med postsækkene for at redde posten. Titanic er har sit eget postkontor ombord og 1385 postsække, skal være sorteret inden man når New York. De er nogle af de første personer, der omkommer på Titanic. Begge steder kæmpes der med vandmasserne.
Dødsdommen afsiges
Lige før midnat den 15. april kommer Smith og Andrews op på broen, imens er White Star Lines direktør, Bruce Ismay er også kommet op og spørger lettere irriteret “Om der er noget galt og hvornår vi kan komme videre” Andrews kigger kort på Ismay og siger “At det er jeg bange for der er og konstatere, at Titanic vil gå ned” Ismay kigger forstenet på Andrews og siger “Jamen de kan da ikke passe – Titanic kan jo ikke synke”. Andrews forklarer stille, roligt og fattet via sin tegning han har af Titanic liggende på bordet. “Titanic kan flyde med to – ligegyldigt hvilke fyldt med vand. Titanic kan også flyde med de med fire forreste vandtætte rum var gået tabt, men ligegyldigt hvordan de greb det an kunne Titanic ikke flyde med de 5 forreste vandtætterum fyldt med vand.
Han forklarer videre, at de vandtætte skodder mellem 5. og 6. vandtætterum går ikke højere end til E-dækket. Hvis de fem forreste rum fyldes med vand, vil boven synke så dybt, at vandet vil løbe over i det sjette, når dette var fyldt ville det løbe over i det syvende og så fremdeles, dette var simpelthen en matematisk nødvendighed. Smith spørger “Hvor langt har vi igen” ?? Andrews laver en ny beregning og siger “Hvis pumperne fungerer optimalt ville de have en time til halvanden, maksimalt to timer til at Titanic vil gå ned”.
Det utænkelige er sket, og ingen ved hvad der sker i hovederne på disse mænd. Manden der havde designet skibet og manden, der havde kommandoen over 2207 menneskeliv og var knuget i sin viden over, at der kun var plads til 1178 mennesker i redningsbådene. Det eneste man ved, at de bevarede roen og de gjorde deres bedste for, at tie med deres viden om at Titanic var uhjælpeligt fortabt. De var også hjælpsomme og venlige mod alle – de gik i døden med værdighed.
Derfor kl. 00:05 vender kaptajn Smith sig om og kigger på sine officerer og siger disse ord. “Mine herrer Jeg har i mine 36 år, som kaptajn aldrig troet, at jeg skulle sige disse ord, som er enhvers kaptajns mareridt – Fjern presenningerne fra redningsbådene, gør dem klar og alarmer passagerne”. Herefter går han hen til telegrafistrummet og fortæller Phillips og Bride om situationen og giver dem en seddel med Titanic’s position.
De første nødsignaler, der bliver udsendt er CQD, som er det officielle internationale nødsignal, som betyder Come Quick Danger. Jack Phillips sender følgende ud i natten CQD-MGY-CQD-MGY. MGY er Titanic’s kode. Ved en pludselig indskydelse sender Phillips , efter anbefaling fra Bride, også det nye nødsignal nemlig SOS, som betyder Save Our Souls.
Her sker der det besynderlige, for det nærmeste skib – California, der kunne have reddet alle fra Titanic hører ikke nødsignalet, da telegrafisten som tidligere nævnt er gået til ro, efter have blevet “svinet til” af den selv samme Phillips. Samtidig bliver den ellers rolige nat brudt, da overtryksventillerne på Titanic’s kæmpemæssige skorstene bliver tømt for damp, Grunden til dette er at den overskydende damp ikke resulterede i, at kedlerne i bunden af skibet skulle sprænge.
Kl. 00.45 – altså en time og 5 minutter efter sammenstødet med isbjerget bliver den første nødraket af ialt 8 nødsignaler opsendt på mellem 10 og 15 minutters interval. Samtidig bliver den første redningsbåd nedsænket med kun 28 personer ombord. Den før omtalte California, som ligger stille pga drivis ca. 15 km fra Titanic, kan de vagthavende officer fra besætningen se nødraketterne, men de tolker det imidlertid som stjerneskud.
Langt derfra på den lille Cunard damper Carpathia, er denne på vej mod Middelhavet. Her er telegrafisten Harold Cotham ved og klæde sig af, og vil gå til ro. Han siger senere, at det havde været en ekstrem hård dag med mange advarsler om is og isbjerge. Men af en eller anden årsag har han stadig høretelefonerne på, da han pludselig hører Titanic’s nødsignal, som er ”CQD – Kom straks, det er et nødsignal”. Han morser tilbage, om han skal meddele det til kaptajnen, da dette er en sikkerhedsfunktion. Ja vi synker hurtigt svarer Titanic. Cotham går imidlertid ikke til kaptajnen, men til den vagthavende 1. styrmand. Sammen går de ind til kaptajn Arthur Rostron, som sover og måbende spørger to gange om han er sikker på om det er fra Titanic. Han giver ham samtidig en seddel – hvor der står skibets position og befaler øjeblikkelig kurs mod Titanic !.
Men Carpathia er 100 km borte og kan først være fremme omkring kl. 04.00, og der er Titanic for længst sunket.
Ombord på Titanic er de første redningsbåde blevet sat i vandet og selvom der er plads til 65 personer, bliver de kun sendt halvtomme afsted. Der er en redningsbåd – hvor der kun er 12 personer ombord. Selvom Titanic stikker dybt, tror passagerne stadig ikke på, at Titanic vil gå ned. Hvorfor erstatte Titanic med en lille redningsbåd fremfor at være ombord på et varmt og trygt skib. Der er udveksles bemærkninger som “Har du husket din billet, for den skal du vise, når du skal ombord igen”.
Det er ikke hvem, som helst der får plads i redningsbådene. Dengang hed det kvinder og børn først. Den sidste redningsbåd der bliver sat i vandet er kl. 02:05, og der er kun de sidste redningsbåde, der er fyldte.
Ved 1-tiden forlader Mrs. Ida Strauss redningsbåd nr. 8, da hun vil dø sammen med sin mand Isador Straus, som er grundlæggeren af verdens største stormagasin Macy’s i New York. Sammen sætter de sig på en bænk på promenadedækket og følger evakueringen. Ida sagde ”Vi to har været sammen i så mange år, hvor du er, der er jeg.” Isador nægtede og tage plads i en redningsbåd, så længe der stadig var kvinder og børn ombord.
Endnu en af milliardærene Benjamin Guggenheim går ned i sin kahyt og fører sig i sin bedste smoking, da han ønsker og dø som en gentleman og vil heller ikke tage plads i en redningsbåd, så længe der er kvinder og børn ombord.
Først omkring kl. 01:45 er der ved og være optræk til panik ombord på styrbordsside, da flere passagerer hopper ned i redningsbåd nr. 2. Styrmand Harold Lowe trækker sin revolver og affyrer nogle varselsskud op i luften. På bagbordsside er Bruce Ismay ved og miste forstanden og råber til en fra besætningen “Fir ned – Fir ned” Officeren ved ikke hvem Ismay er og råber tilbage “Gå ad helvede til vi er ved og redde folk”. Senere ser man netop Ismay tage plads i redningsbåd C, som er den sammenklappelige redningsbåd. Det skal siges, at Ismay har beroliget passagerne og har været med til og få folk i bådene. Men han har bare ikke beroliget sig selv. Det at han tager plads i en redningsbåd, gør at han bliver dømt af den offentlige befolkning, som en kujon, mens der stadig var kvinder og børn ombord. Men hvad ville du selv have gjort, hvis der ikke var passagerer omkring dig og du stod i hans situation ?
Orkesteret spiller forskellige ragtimes ved indgangen til The Grand Staircase ganske enkelt for, at berolige passagerne, men det skaber også en uvirkelig “feststemning”.
Den sidste salme de spiller er som bekendt Nærmere Gud Til Dig. Alle musikere omkommer. Det skal siges at White Star Line efter forliset sendte en regning til de efterladte fra orkesteret da de ville have erstatning den uniform som de havde på og jo var gået tabt. De otte musikere var blevet booket af White Star Line gennem C.W. & F.N Black som var et såkaldt agent bureau for musikere, som rederierne brugte, når de skulle hyre musikere til deres linere.
Kl. 02:05 ligger Titanic så stejlt i vandet, at flere begynder og hoppe overbord, da det er umuligt og stå oprejst på dækket.
Titanic går ned
Titanic tager mere og mere vand ind og synker hurtigere og hurtigere, man fornemmer at enden er nær. Titanic stikker nu så dybt at stålwirerne på Titanic’s 24 meter høje forreste skorsten brister og brækker af og falder i vandet. Af den bølge, der opstår bliver andre personer, der ligger i vandet ført over til den Engelhardt redningsbåd, som ligger med bunden i vejret, efter et mislykket forsøg på og blive søsat fra Titanic.
Et minut senere kl. 02:18 begynder lysene, som havde været tændt uafbrudt, at blinke en enkelt gang og slukkes så. Mens lyseende brændte, var det som om Titanic lignede en fødselsdagslagkage, der var ved og falde sammen, som en overlevende senere har beskrevet det. Det skal siges, at alle maskinfolk nede i maskinen sørgede for at lyset brændte så længe, som overhovedet muligt, for at der ikke skulle opstå panik ombord. Ikke et besætningsmedlem forlod, deres post og de gik alle i døden med værdighed.
De overlevende der sidder frysende i redningsbådene kan se hvordan Titanic stille og roligt bukker under for sin egen dødskamp. Andre har ikke modet til og se dette syn. Blandt disse er Bruce Ismay. De mange passagerer, som stadig er ombord talte omkring 1500 mennesker. Disse, prøver nu og kæmpe sig mod det hævede agterskib. Man må også formode, at nogle simpelthen er sovet fra det hele og er først er vågnet op, da det var for sent.
Pludselig kommer, der en rumlende og brølen og man kan nu se hvordan Titanic brækker over mellem 3. og 4. skorsten. Titanic krænger en smule, hvor man kan se de mange mennesker, der stadig er ombord. De stod i klynger, som sværmende bier. De styrter nu i vandet enkeltvis, parvis, i klynger eller i små grupper, da Titanic næsten hævede sig så højt som en skyskraber op imod den stjerneklare himmel. Indtil den nåede en vinkel på ca. 30 grader. Her stoppede det og hang stille, i noget, der har føltes som minutter, og langsomt drejede agterskibet sig væk fra redningsbådene, som om det ville skåne de overlevende fra det gruopvækkende syn. Imens lyder der en rumlen og torden, da de sidste vandtætte skotter bryder sammen og vandet endeligt kan slutte sig om Titanic’s 101 tons tunge ror, og dermed kan synke de godt 3,800 meter ned på havets bund.
RMS Titanic er forsvundet kl. 02:20 lokal tid dvs. kl. 08:18 dansk tid den 15. april 1912. Dette var enden på det mest prægtige og vidunderlige skib, som verden endnu havde set. Spredt over havet lå redningsbådene.
De mennesker, der sad rystende af kulde i redningsbådene, kan nu høre skrigene fra de mange, som driver rundt i det iskolde vand i deres redningsveste og råber efter hjælp. Men hjælpen kommer ikke, da redningsbådene er roet for langt væk. Man er bange for, at blive trukket ned fra det sug det kan opstå når et skib er sunket. Suget opstår aldrig og kun en redningsbåd, ror tilbage for at søge efter overlevne. Efter ca. 8-10 minutter er helvedskoret og rædselsskrigene ved og være stilnet af. En af de overlevende siger senere, at det lød som en lang sirene, mens andre kommer sig aldrig over hvad de har set og hørt. Men flere siger, at skrigene var det værste. Ingen ved hvornår, der kommer nogen og redder dem. Livet for de 705 overlevne er ændret for altid. Efter nogen tid begynder, der så småt og blive stille, da folk der ligger i vandet er dør på grund af kulde og frost. Men kan høre folk græde og berolige hinanden i redningsbådene, mens andre bare sad forstenet og prøve at holde varmen, og håbe på og blive genforenet med deres familier.
Redningen
Kl. 03.30 kan raketter fra Carpathia ses fra redningsbåd nr. 2, som også er den første redningsbåd der bliver hejst op. Løbene ankommer redningsbådene en efter en til Carpathia, som tager imod de kolde og forkomne passagerer. Helt frem til kl. 08.30 – dvs. 13:30 dansk tid, hvor den sidste redningsbåd (nr.12) tages ombord. Den sidste person der går ombord på Carpathia er 2. styrmand Charles Lightoller. Ombord er der 712 passagerer fra Titanic og 13 ud af 20 redningsbåde, der var ombord på Titanic er installeret på dækkene på Carpathia. De resterende redningsbåde får lov til og drive til søs.
California som nu er kommet op på siden af Carpathia, bliver på stedet for at se efter overlevne. Carpathia sætter kursen mod New York kl. ca. 08:50 – dvs. 13:50 dansk tid. Ca. en halv time senere sender Ismay følgende telegram til White Star Lines kontor i New York “Det er med dyb beklagelse, at jeg må meddele dem, at RMS Titanic her til morgen er gået ned efter have stødt på et isbjerg, dette har resulteret i er meget stort tab af menneskeliv. Detaljer vil følge senere” Ismay underskriver telegrammet med YAMIS.
Imens er Harold Bride, Titanic’s anden telegrafist, ved og indhente informationer om de overlevne til de pårørende, sammen med Harold Cottam, som er telegrafisten på Carpathia. Ombord på Carpathia bliver der afholdt en minde gudstjeneste og nu forstår arbejdet i og finde ud hvem, der er reddet, og at man kan genforene nogle af de overlevne med hinanden. Hvilket lykkeligvis også sker. Mens, andre får at vide, at deres kære er blandt de omkomne og håbet for, at de kan være med et andet skib er meget lille.
Mange af Carpathia’s passagerer tager sig af de nye uventede passagerer og nogle indkvarterer dem i deres egne kahytter.
Tirsdag den 18. april 1912, klokken 21:30 ankommer Carpathia til New York, og mere end 10.000 mennesker overværer ankomsten trods silende regn, lyn og torden. Carpathia ligger til ved White Star Line dokken, som er Pier 59, for at afsætte sine passagerer, og Carpathia kan nu returnere til Cunard dokken, som er Pier 54. Vejret har siden katastrofen været ganske forfærdelig med meget vind, blæst og regn.
Ved ankomsten står blodtørstige reportere og journalister klar til og få historier ud fra de overlevende. Blandt andet bliver Harold Bride tilbudt 1000 dollars for, at fortælle sin historie til eksklusivt New York Times, normalt var hans månedsløn 4 £ og 8 shillings. Titanic’s redningsbåde bliver hejst ned og i de næste dage bliver disse plyndret for navneskilte med Titanic’s navn, White Star Lines flag , nummer på redningsbådene og hjemstavns navnet Liverpool af samlere.
Hvad der siden er sket med selve redningsbådene ved man ikke med sikkerhed. En tanke er, at de måske kunne have været installeret på Olympic, men dette er ikke tilfældet. En anden tanke er, at de måske er hugget op eller endda brændt. Men det er stadig et mysterium.